Søndag d. 21/2 kl. 15.00
Undergrunden byder på et fornemt program med ingen ringere end Gitta-Maria Sjöberg, Per Bach Nissen og pianisten og énmandshæren Ulrich Stærk.
Først på programmet bliver der et potpourri af kendte arier og duetter fra operaer af Verdi, Mozart, Puccini og Wagner. – I pausen er der stærk kaffe og et skønt kagebord af sen-vinterens bedste smørbagte udvalg. Efter pausen lægges der op til kendte danske sange og numre. Et repertoire, der sidder lige i øjet og tager plads i sjælen. Til sidst byder vi også på fællessang.
Gitta-Maria Sjöberg og Per Bach Nissen er store internationalt kendte navne – og til sommer synger Per Bach Nissen titelrollen i Undergrundens opsætning af Moussorgskij’s Boris Godunov.
Vært denne søndag eftermiddag er Anders Ahnfelt-Rønne.