Monolog med Pia Rosenbaum

"Hun lo. Og så pudsede hun næse. Hun var forkølet. Kuglen ramte hende i panden. Den ramte hende midt i en tanke. Hun var ni."

Sådan begynder "Århundredets Rose" af Martin Sherman.

Forestillingen er et portræt af en stærk og særpræget jødisk kvinde, der minder os om nogle af de begivenheder, der formede det forrige århundrede og får konsekvenser for det næste. Rose er en overlever. Hun indvier os i sit begivenhedsfyldte liv. Det starter i en lille landsby i Ukraine under de russiske pogromer i starten af århundredet, fører hende videre til det besatte Polen, til ghettoen i Warsawa. Og efter en vandring tværs gennem Europa kommer hun med skibet Exodus til Palæstina, hvor hun bliver smidt ud af englænderne. Hun ender ved et tilfælde på et andet skib, som sejler hende til Amerika, til Atlantic City hvor hun bliver hotelejer. Til sidst, som 80-årig, sidder hun og reflekterer over sit liv, over alle tabene og ikke mindst det tab, hendes barnebarns drab på en palæstinensisk pige under den sidste intifada betyder.

Monologen havde Danmarkspremiere på Rialto Teatret i 2001. Siden spillede den på Teatret ved Sorte Hest og på turne, bl.a. i Grønland.
Forestillingen fik stor bevågenhed og flotte anmeldelser.

"En mærkelig smuk præstation, fuld af humor og intelligens".
Politiken

"Imponerende solopræstation".
Berlingske

Det er 10 år siden, forestillingen spillede, og meget er sket. Forestillingens problematik forekom dengang mange lidt eksklusiv. I dag er mellemøstproblematikken et anderledes aktuelt emne. Det arabiske forår, som en fakkel af håb i mørket, Nethanyahu´s konservative og ufleksible politik, Barak Obamas fremstrakte hånd og Hamas og Fatah´s forbrødring, ja, idet hele taget indvandrerdebatten – gør at denne forestilling er mere aktuel end nogensinde.

Derfor denne historie. Derfor denne genopsætning. I samme regi, med samme skuespiller, men med 10 års mere erfaring og forhåbentlig et nyt og endnu større publikum end dengang.

Tænk, hvis forestillingen en dag blev spillet for et undrende publikum, som syntes at stykket var uaktuelt. Sikken en lykkelig dag.

Henrik Goldschmidt (stifter af The Middle East Peace Orchestra) og Anders Vesterdahl spiller mellemøstlig musik og klezmer i foyeren før forestillingen